Højbede

Et af 2018 sæsonens tilføjelser i haven, er højbede på hjul.

De skal stå i gårdhaven, og derfor har det været vigtigt for os at de kan flyttes rundt på. Både efter solen – men også fordi de så kan flyttes væk så vi har plads til gæster og hygge.

Anders har derfor i bedste Gør-Det-Selv stil, købt hjul, pallerammer og klunset sig til et par paller. I et byggecenter fandt vi det perfekte minidrivhus som passer på et af højbedene.

Begge højbede er beklædt indvendigt med plastik på siderne og to lag fiberdug med et lag hønsetråd i mellem i bunden.  Så kan overskydende vand løbe fra, men bunden er stadig stabil nok til at holde jorden på plads.

Plastik på siderne, fiberdug og hønsetråd i bunden.

Højbedene er fyldt op af en 1:1 i liter af Vermiculite, spagnum og kompost fra genbrugspladsen. Det er en blanding vi har læst os til skulle give gode vækstbetingelser i højbede – det må så komme an på en prøve denne sommer.

Der blandes kompost, spagnum og vermiculite i stor skala i traileren.
Anders aka. vores blandingsmaskine.

Så mangler blot det helt varme vejr, så vi kan få sået en masse lækre grønsager.

Skriv et svar