Jordbær i højden

I dag satte jeg mig for et lille projekt  – Et jordbærbed i tagrender.
Håbet er naturligvis at vi kan holde de værste snegle væk – det bliver nok snarere værre med fuglene, når bærene nærmest skriger til himlen. Men den tid den sorg.

Jeg havde gået med idéen i hovedet i noget tid, og tanken var til at starte med, at der skulle være “bed” på begge sider af en A-bukkelignende struktur.
Det gik jeg dog fra igen, så vi nu må nøjes med, i første omgang, 15 jordbærplanter. Til gengæld er hele strukturen bygget i et lille rullende højbed – dem er vi jo blevet så glade for i nummer34 😉

Jeg startede med at lave selve rammen til bedet.

Det blev lavet i 125 x 75. Jeg lavede rammen i lærketræ som jeg fandt billigt i det lokale supermarked.
Under bedet satte jeg en række af lærketræet – her var ikke helt nok, så jeg afsluttede med et par stykker fyrretræ, jeg havde til at ligge (gemt efter devisen “man kan altid bruge et stykke træ” – citat min far 🙂  )

Bunden færdiggjort som med de andre højbede, 2 stykker fiberdug med hønsetråd imellem.

Jeg fik Stine til at vise mig højden for den øverste pluk-række til jordbærrenderne, så havde jeg noget at gå efter.
Dertil rejste jeg de bagerste lægter, som tagrenderne skulle monteres på.
Skråstivere på modsatte side til at stabilisere – samt – at være hold-fast-aggregat til de bønner vi planter i bedet under jordbærene. Smart – ik’?

Stine fik æren at plante det hele til. Hun kan bedre tåle at få jord under neglene 🙂

PS: Alle tagrendestumperne var i øvrigt overskud fra renovering af vores gamle hus – genbrug føles godt når der er chance for at få udbytte af det 😉

Skriv et svar